Artikel fra fagbladet Zoneterapeuten nr. 7 – august 2003
Af zoneterapeut Izabella Arnoldus
En graviditet og fødsel er måske den største begivenhed for en kvinde overhovedet, og den lange modningsproces og forvandling fra kvinde til mor sker ikke kun kropsligt, men også psykologisk. Selv om selve fødslen ofte er meget smertefuld, kan den samtidig også være en lærerig og god start for den nybagte mor og den nye verdensborger. Det er her, fødselshjælperen kan hjælpe som et kærkomment supplement til jordemoderen.
Min første fødsel blev sat i gang fredag den 13. december 1996 og foregik som en
uvedkommende fjern film, uden at jeg havde hovedrollen, som jeg burde. Midt under det hele var jeg med strimmel på maven og vestimulerende drop tavst vidne til et vagtskifte og kittelklædt snak om kejsersnit, men efter forgæves forsøg med sugekop, blev overlægen og hans tang tilkaldt. Først efter lidt masen frem og tilbage, blev min velskabte søn født.
Selv om samværet med min dejlige søn overskyggede den noget uheldige fødsel, var det
ikke en god oplevelse, ligesom den havde lagret sig godt og grundigt i mit system, klar til næste fødsel, hvad jeg nogle få år senere erfarede.
Der gik et par år, og jeg uddannede mig i mellemtiden til zoneterapeut i Herlev. I vinteren 2002 blev jeg gravid med mit andet barn, og denne gang valgte jeg at fødselsforberede mig hos Dorte Christiansen.
Forberedelsen foregik hver tredie uge hos Dorte fra fjerde graviditetsuge og varede cirka en time pr. gang. Udover zoneterapi arbejdede vi kropsterapeutisk med mit åndedræt. Meget givende øvelser, som bevidstgjorde, hvor jeg har mine ressourcer, og som samtidig afslørede, hvad jeg skulle være opmærksom på, når fødslen ville gå i gang.
Erfaringer fra min første fødsel blev inddraget. Ved at mærke mine kropslige »svage« punkter kunne jeg nu vende dem til min styrke og bruge dem aktivt.
En kvindes kropslige svagheder, der måske er funderet på et tema fra barndommen, kommer jo ikke kun til udtryk, når hun føder, men vil være der i en eller anden form igennem hele livet. Med simple øvelser forstod jeg, hvor jeg kunne sætte ind og derved endelig bryde et livslangt mønster. Forberedelsen til fødslen blev derved vendt til en meget personlig udviklingsproces, som jeg foretog sammen med mit ufødte barn, i beskyttede og trygge omgivelser.
Op på tæerne
En smuk morgen på årets sidste sommerdag havde jeg mange plukveer. Kort efter midnat kom den første rigtige ve, og den udviklede sig hurtigt til veer, som kom hvert andet minut. Jeg ringede til Frederiksberg hospital, hvor jeg skulle føde og de fortalte, at vi skulle komme med det samme. Under turen til hospitalet var der kun et minut imellem veerne, og ved ankomsten havde jeg åbnet mig fire centimeter.
Dorte kom en halv times tid senere og på dette tidspunkt stod jeg på tæer, med panden dybt begravet i min kærestes bryst og gispede. Veerne havde fuldstændig taget styringen over mig, og jeg var igen tæt på at blive statist i min egen fødsel.
Efter en kort snak med jordemoderen, som havde fuld forståelse og accept for Dortes rolle og metoder, blev jeg guidet ned på fødderne ved hjælp af åndedrætsøvelser, nøjagtigt som Dorte og jeg havde øvet tidligere. Stille og roligt ændrede veerne sig fra intervaller på hvert minut til hvert andet eller hvert fjerde minut, og i løbet af kort tid var jeg nu selv med og kunne nå at trække vejret og tage imod næste ve. Denne gang havde jeg selv taget hovedrollen.
To hvæsende katte
Frederiksberg Hospital havde vist den travleste nat i deres historie netop denne fredag, (endnu en fredag d.13), så der var ikke en fødestue klar til mig før i sidste øjeblik. Dortes støtte bestod i at opmuntre mig, hjælpe med vejrtrækningen, holde på lænden eller hvor der nu var brug for det, ligesom hun hjalp mig gennem pressetrangen, som var meget stor. Vi stod på et tidspunkt pande mod pande og hvæsede som to katte og mit fokus blev derved et øjeblik flyttet fra smerten, hvilket var en behagelig pause.
Kort efter (klokken 02:39) var min smukke og velskabte datter født, og vi havde alle haft en fantastisk oplevelse. Tre timer senere var vi hjemme igen, og min kæreste og jeg lå og puttede os med vores nye familiemedlem i sengen.
Min største støtte var, at jeg vidste, Dorte ville være der hele tiden om så fødslen skulle vare 12 timer. Ingen vagtskifte her, og det betød meget for mig. Alt det, Dorte og jeg havde sået som en lille spire for ni måneder siden, foldede sig nu ud som en blomst i form af omsorg, varme og tillid, alt imens den dygtige og kompetente jordemoder, som jo havde temmelig travlt den nat, strøg ud og ind ad døren sammen med sygehjælperen. Min kæreste, som selvfølgelig også var en dejlig støtte, kunne give mig opmærksomhed på en anden måde end ved den første fødsel, da han nu kunne koncentrere sig helt om at holde i hånd, kysse, opmuntre og på anden vis hjælpe mig. Dortes ro forplantede sig også til ham, og hun var derved hele tiden til stede for os begge uden at fylde for meget eller tage den intime oplevelse fra os.